Gæstefortæller – Anna Langskov Lorentzen

Gæstefortæller, Anna Langskov Lorentzen, deler her sin historie med et refluksbarn.

“Jeg har selv haft refluks tæt inde på livet, da min nu 7 årige søn led af refluks fra han var spæd til han var over 1 år gammel. Jeg havde ikke mistanke til refluks, for han gylpede nærmest ikke, men til gengæld var det klart fra han var et par uger gammel, at noget var galt. Han trivedes ganske enkelt ikke, han spiste meget lidt og med ubehag, sov ekstremt korte lure, og som reglen snarere end undtagelsen vågnede han med et skrig fra middagslure og nattesøvn. 

Jeg var på hospitalet med ham da han var ca. 3 uger gammel. Min egen læge sendte os dertil, da hun på min foranledning også kunne konstatere, at han havde såkaldte indtrækninger ved brystet, når han lå på ryggen. Jeg ventede på hospitalet i over 6 timer for at tale med en læge. Skæbnen ville dog, at min søn netop denne dag også var en smule forkølet, så da lægen endelig tilså ham, blev jeg affærdiget, fordi det jo sikkert bare var ubehag ved en tilstoppet næste min lille dreng var generet af. Lige meget hjalp mine indsigelser. Første stempel som pylremor var en realitet. 

Tilbage stod min mand og jeg med en lille dreng, som stadig ikke trivedes, som vågnede med et skrig og gråd efter kun ca. 20 minutter fra sine middagslure. Hvis jeg fik penge for alle de gange jeg har stormet hjem fra en gåtur med barnevognen eller fra at have hentet hans storebror i børnehaven med et skrigende barn i barnevognen, og med den 2 årige storebror halsende efter mig, ville jeg være en rig kvinde i dag. 

Om aftenen var det det samme mønster. Vi kunne putte en møgtræt dreng, for efter ½-1 time at stæse ind til en skrigende og grædende dreng. Her hjalp det ham, når min mand eller jeg havde ham liggende i vores arme og hoppede rundt på gulvet, så faldt han gradvis til ro, så vi hoppede naturligvis – rundt i stuen, i køkkenet og tilbage i stuen igen… i timevis… hver aften! 

Ved hver konsultation hos lægen blev problematikken forelagt, og forklaringerne var da også mange. Jeg nævner i flæng umodent tarmsystem, kolik, laktoseintolerance, indtag af for mange jordbær, forkølelse, dårlige puttevaner, ørerne etc. Og guderne skal vide, at vi har opsøgt mange eksperter udi ører, intolerante tarme, skæv ryg, etc.  

Som han blev ældre afskrev vi kolik, nu var han jo langt over de 3 måneder, ørerne var blevet tjekket gennem en 3 måneder lang periode og vores kiropraktor havde konstateret, at vores søn havde en meget fin og lige barneryg. Kostrådene var ikke så svære at tilbagevise, og ja, puttevanerne var gået helt af fløjten, det kunne vi kun være enige i, men det var jo et symptom, ikke en årsag. Så de mere eller mindre velmenende råd om fasthed i putteritualet, lærte vi til sidst at overhøre.  Tilbage stod vi med bekymringerne om, hvad han mon egentlig fejlede.  

Til 1 års undersøgelsen var vores søns vægt og højde faldet voldsomt i forhold til hans normale vægtkurve, og vores læge indstillede os nu endelig til en konsultation på børneambulatoriet. Men selv ikke da var hun helt overbevist om, at noget var galt. Da jeg forelagde hende, at mine forældre havde indvilliget i at passe ham i stedet for, at han skulle starte i institution, når jeg skulle tilbage på arbejde (hvilket i sig selv var temmelig uoverskueligt, når hver nat gik med at hoppe rundt i stue og køkken) var min læges kommentar, ”at hun nu synes, at jeg skulle køre ham ind, for måske ville motion være godt for hans mave”. Jeg gik derfra uden at svare ordentligt igen. Jeg var paf, mundlam og træt ind i knoglerne. 

Nogle uger efter kom indkaldelsen. Vi havde fået en tid på hospitalet som lå hele 3 måneder ud i fremtiden! På det tidspunkt nærmest kravlede han op af os i smerte, når han vågnede om natten. 3 måneder forekom lysår væk, og da symptomerne nu var blevet så voldsomme, og vi nærmest ikke sov om natten – og efter jeg havde kimet vores læge ned en uge i træk og også grædt i telefonen (hvilket er en total falliterklæring, det er jeg med på) fik vi – nærmest som en trussel fra vores læges side – endelig en akuttid på børneambulatoriet, som indebar indlæggelse til observation. 

Jeg var så lettet, da jeg pakkede tasken, og jeg husker, at vi tog afsted mod hospitalet med følelsen af endelig at have sparket døren ind, endelig at blive hørt. Den dør fik jeg hurtigt smækket i fjæset igen, da, den første overlæge jeg talte med efter indlæggelsen spurgte mig ”om jeg nu også var klar over, at børn også kan drømme om natten” – som om hun havde læst min journal, og ligesom så mange andre havde afskrevet, at der skulle være noget galt med min søn og stemplet mig som pylremor.  

Det var først, da jeg fulgte lægens vejledning og gennem hele den første aften ringede på klokken, hver gang min søn vågnede og græd, at nogen fik øjnene op for, hvor slemt det stod til. En sygeplejerske kom stille ind på stuen og observerede ham og mig, indtil han igen faldt til ro.  

Sygeplejersken spurgte mig mistroisk efter et par observationer om det virkelig var sådan hver nat, og det kunne jeg jo bekræfte, mens jeg hoppede rundt på den halvmørke stue med min lille søn i mine arme. 

Sygeplejersken var målløs, og jeg var på grådens rand, fordi det  forekom mig så enormt absurd og grænseoverskridende, at en anden skulle se på, mens min søn var i så stor smerte. Og endnu mere grænseoverskridende forkert føltes det, at han havde haft det sådan så længe! Sygeplejersken karakteriserede det som timelange skrigture, og skrev i journalen ”at det var voldsomt”. Her lærte jeg, at det ikke hedder gråd, men skrigture. 

 

Dagen efter kom han på syrenedsættende mavesårsmedicin, og allerede døgnet efter kunne jeg mærke en effekt. Vi var indlagt i 4 dage og på 3. dagen lå han i sin lille tremmeseng og bare sov. Han sov og sov, og træt som et helt alderdomshjem burde jeg have gjort det samme. Men i stedet lå jeg i min seng og gav tåreren frit løb. Jeg tudede af glæde over, at min søn nu endelig kunne sove og ikke vågnede og havde smerter. Men jeg tudede også af frustration over, at ingen havde lyttet til os  og taget vores forklaringer seriøst. Og jeg tudede over, at hans smerter kunne være løst måneder tidligere med lidt hjælp fra en af de utallige læger, vi havde henvendt os til og blot en lille bitte pille. 

Der er nu gået 6 år siden besøget på hospitalet hvor han fik diagnosticeret refluks og kom på omeprazol. Det tog noget tid for ham, at få helt stabile nætter uden ondt, men det lykkedes og efter et år kunne vi  gradvist  trappe ham ud af medicinen igen. 

For ham har det daglige tilskud af mælkesyrebakterier været afgørende for udtrapning af den stærke medicin, og til fortsat generel trivsel. Stoppede vi i de følgende år med  mælkesyrebakterierne, vendte de urolige nætter tilbage med mange opvågninger og ubehag. Når vi  huskede mælkesyrebakterierne hver dag, sov vores søn natten igenne og vågnede glad og tilfreds.  

Det piner mig dog fortsat voldsomt, at det skulle være så svært for en veluddannet og – mener jeg selv – nogenlunde velformuleret kvinde som mig, som altså ikke har hypokondriske tendenser, at trænge igennem til systemet. Igennem hele forløbet – samtaler med egen læge og diverse eksperter, familiebesøg, venner, der i bedste mening mente at vide bedre – har jeg ofte følt, at jeg talte en form for russisk, som ingen forstod. At jeg skulle kæmpe mod bedrevidende råd om, at det, min søn fejlede måtte være kolik, at det han havde brug for var konsekvens ved putning, daginstitution, etc. Stemplet som pylremor hang over mit hoved som en forbandelse, som forvrængede al kommunikation og lydhørhed overfor mine forklaringer. Dette sågar til trods for, at det ikke var mit første barn. Man skulle dog tro, at jeg  havde krav på lidt tiltro til min erfaring på feltet. 

Mine oplevelser har også overbevist mig om, at døren til vores sundhedsvæsen nogle gange skal sparkes ind. Refluks kan manifestere sig hos spædbørn på flere måder, og symptomerne kan til forveksling ligne mavepine, ørepine, skævhed i ryg og en helt masse andet. Gråd er trods alt blot en babys måde at fortælle omverdenen, at ”noget” er galt. Men jeg håber, at min historie kan være med til at skabe mere opmærksomhed om denne lidelse hos spædbørn, så andre kan undgå et så langstrakt og pinefuldt forløb som mit. “

Skrevet af: Anna Langskov Lorentzen

Anna med sin søn

Følg med på Facebook og instagram: www.facebook.com/refluksfamilie 

 

Leave a Reply